Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn

Sådan er vi kirke i Ebeltoft, Dråby og Handrup

11 lokale ildsjæle fra lokalmiljøet i Ebeltoft, Dråby og Handrup har påtaget sig et stykke frivilligt arbejde som menighedsrådsmedlemmer. Det blev de valgt til i 2016, og i det fælles menighedsråd er de med til at sætte den afgørende retning for, hvordan kirken skal være i sognet.
I år er der igen menighedsrådsvalg. I den anledning får du her på siden indblik i, hvordan det er at være menighedsrådsmedlem og arbejde for kirken og fællesskabet i dit nærområde.

Kulturliv og folkelighed i højsædet

Vi er opmærksomme på, at folkekirken skal være der, hvor sognets beboere er. Derfor er vores præster indimellem at finde på Glasmuseet, Fregatten Jylland og Maltfabrikken. 

 
 

Kirkerne i Ebeltoft, Dråby og Handrup

Ebeltoft-Dråby-Handrup: Et sogn på bølgelængde med lokalmiljøet

Ebeltoft-Dråby-Handrup er et aktivt sogn. Vi er et sogn med tre kirker: Ebeltoft, Dråby og Handrup.

Vores pensionister er et aktiv
Vores lokalområde er kendetegnet ved, at der bor en stor andel af ældre mennesker. Nogle er født og opvokset her, mens andre er flyttet hertil, da de gik på pension. De mange friske pensionister er et aktiv for området og med til at drive alle de kulturelle tilbud, der er i Ebeltoft By.
Derudover flytter der for tiden mange unge børnefamilier til området, som ønsker at bo tæt på den smukke natur.

Populære arrangementer
Vi har en god kirkegang til vores gudstjenester – der er mange mennesker her, som sætter pris på højmessen. Vi holder også særlige gudstjenester, som leger med tradition og fornyelse. 

 

I hverdagene er Sognegården fyldt med mennesker i alle aldre, som bl.a. går til babysalmesang, konfirmationsforberedelse, børne- og voksenkor, foredrag eller ser på kunst.

Vi er der, hvor folk er
Samarbejdet med skolen og de øvrige kulturinstitutioner i byen er noget, vi vægter højt. Vi er opmærksomme på, at folkekirken skal være der, hvor sognets beboere er. Derfor er vores præster indimellem at finde på Glasmuseet, Fregatten Jylland og Maltfabrikken.
Hvert efterår samarbejder vi også med lokale restauranter og supermarkeder om at indsamle midler til vores sociale hjælpearbejde, hvor vi bl.a. uddeler julehjælp til økonomisk trængte familier. 

Syddjurs Kommune er Danmarks tredje største turistkommune og den kommune i Jylland, hvor der kommer allerflest turister. Det har selvfølgelig betydning for sognet. Om sommeren, hvor andre kirker normalt drosler ned, har vi gang i aktiviteter for fastboere, sommerhusgæster og turister – såsom Vægteraftensang, friluftsgudstjenester og koncerter.

I Ebeltoft, Dråby og Handrup forsøger vi at være kirke for alle. Derfor har vi både aktiviteter i børnehøjde, fine blomsterarrangementer og præster, der bliver inspireret af international kulturarv.

Menighedsrådet indefra: Vi står sammen om at værne om kirken

Det er blandt andet gennem folkekirkens fællesskaber, at menighedsrådsmedlemmet Emilie Blåberg Westergaard, 29, har fundet frem til sin plads i tilværelsen.

Det bedste ved at sidde i menighedsrådet er, at man er en del af en flok, som ønsker at drive kirken fremad – at beholde og udvikle den. Simpelthen at være en del af det fællesskab og mærke, at vi, på tværs af hvor vi er i livet, står sammen om det. 

 

Emilie Blåberg Westergaard, menighedsrådsmedlem i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn

 

Siden slutningen af 2018 har Emilie Blåberg Westergaard på 29 været det yngste menighedsrådsmedlem i Ebeltoft-Dråby-Handrup Sogn. Hun karakteriserer menighedsrådet som ”maskinrummet for den enorme institution, kirken er”. Og tiden i rådet har blandt andet hjulpet hende til at opdage nye sider af folkekirken.

Kaldet til præsteembedet og i menighedsrådet
Emilie Blåberg Westergaard fik for alvor øjnene op for folkekirkens kvaliteter, da hun i 2016 arbejdede et år som juniorassistent i Sømandskirken i Rotterdam. Det var samtidig her, at kimen blev lagt til både at prøve kræfter med arbejdet som præst og som menighedsrådsmedlem: ”Hos Sømandskirken bad jeg indgangsbøn og udgangsbøn. I den forbindelse sagde præstens kone, ”du har sådan en god stemme, Emilie, skal du ikke være præst?” – ”Okay! Det vil jeg gerne!” Og så kunne jeg mærke, at det var det, jeg skulle”. Umiddelbart efter startede Emilie Blåberg Westergaard på teologstudiet i Aarhus, hvor hun stadig læser i dag.
De kærkomne opfordringer til den unge ildsjæl sluttede ikke der: ”Senere blev jeg hvervet til menighedsrådet af Ronald, som var medlem i forvejen og tidligere sømandspræst, da vi begge var til 150-års jubilæet for danske sømandskirker. Han spurgte, om det ikke var noget for mig, og så stillede jeg op til suppleringsvalget og kom ind”.

Emilie Blåberg Westergaard fortæller, at Kombinationen af teologistudiet og arbejdet i menighedsrådet har givet hende et nyt syn på folkekirken:

”Jeg har fået en fortrolighed med kirken, som gør, at jeg tager mig tid til at lære den at kende på ny”. Hun tilføjer, at hun blandt andet har fået øjnene op for det faste holdepunkt, kirken kan være: ”Kirkerummet er altid kirkerummet. Her kan jeg lade tankerne vandre og finde en tryghed. Det handler det også i høj grad om for mig – at have et sted at gå hen, når det hele er svært, ligesom det var sidste år”, siger hun og henviser til et 2018/19 med mange vendepunkter: ”Jeg startede i menighedsrådet i slutningen af 2018 og var med i nogle udvalg, men samme år blev jeg også gravid og gift, og vi flyttede på gård. I 2019 døde min far af kræft. Så sidste år var et meget intenst år, hvor jeg simpelthen måtte skære ned på udvalgsarbejdet og møderne”. Det er det samme hændelsesforløb, som har betydet, at Emilie Blåberg Westergaard ikke genopstiller til dette års menighedsrådsvalg: ”med et lille barn, studie og arbejde bliver det lidt for meget”, forklarer hun.

Vigtigt ikke at negligere ressourcer
Det næstyngste medlem af menighedsrådet er i midten af halvtredserne, så aldersmæssigt skiller Emilie Blåberg Westergaard sig ud. Men det gør bestemt ikke noget, fastslår hun: ”Man skal ikke negligere dem, der har været med i gamet længe, for de har virkelig en solid forståelse for, hvordan folkekirken fungerer indefra – hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er godt for byen”. Der er tydelig taknemmelighed i det unge menighedsrådsmedlems stemme, og hun tilføjer: ”Man skal heller ikke underkende den energi og de muligheder, områdets pensionister giver”.
Selv er Emilie Blåberg Westergaard først for nylig vendt tilbage til sit fødesogn efter have boet andre steder i landet de sidste 10 år: 

”Det er rigtig godt, at vi har nogen, der har deres hverdagsliv her i området og har haft det længe. Jeg føler stadig, at jeg er ny, selvom jeg jo er vendt hjem til mit gamle sogn”.
Emilie understreger dog også, at menighedsrådet har brug for både nye, ældre, erfarne og uerfarne kræfter: ”Jeg synes, det skal være repræsentativt, og at der skal være noget dynamik i rådet. Til suppleringsvalget for to år siden var vi flere nye, der kom ind. Man kan mærke, at går det rigtig godt sammen socialt, at der er lidt af hvert i menighedsrådet”.

Sammen om noget større
For Emilie Blåberg Westergaard er der ingen tvivl om, at menighedsrådsarbejdet er noget særligt: ”Det bedste ved at sidde i menighedsrådet er, at man er en del af en flok, som ønsker at drive kirken fremad – at beholde og udvikle den. Simpelthen at være en del af det fællesskab og mærke, at vi, på tværs af hvor vi er i livet, står sammen om det”.
Netop at forskellige og meget passionerede mennesker mødes i menighedsrådet, er også noget af det, der kan give udfordringer, hvis man ikke er på vagt: ”Folkekirken er fantastisk, fordi den inkluderer alle, og alle har en holdning til den. Derfor kan det også være udfordrende at huske at lytte til hinanden – kirken er jo noget, der står mange folk meget nært. Men så må man indimellem tage nogle dybe indåndinger – og holde talerækken”, tilføjer Emillie i et grin og gør det klart, at hun meget nødigt ville være sine passionerede medmenighedsmedlemmer foruden.  

Luk menu